Tempranillo - Spaniens stolthed

Tempranillodruen er for mange indbegrebet af vin fra Spanien, hvilket ikke er så mærkeligt endda. Druen er beplantet i stort set hele Spanien, og den fik for alvor sin plads på verdens vinkort i 1980’erne og frem, hvor Riojavinene for alvor fik sit indtog. Selvom Tempranillodruen findes næsten overalt i Spanien, har den sin højborg i områderne Rioja, Ribera del Duero og Toro, hvor druen betegnes som hoveddruen. 

”Kært barn har mange navne”

Tempranillodruen er Spaniens hoveddrue, og ordsproget ”kært barn har mange navne” må siges at være særlig aktuelt i denne sammenhæng. Tempranillodruen kendes under flere forskellige navne alt efter, hvor i landet man er. Nogle af de mest udbredte navne er Tinto del Toro, Cencibel, Tinto Fino og Tinto del Pais. 

Druen i den nye verden

Den nye verden er i vinens verden betegnet som vinlande uden for Europa, hvor lande som Chile, Argentina, Australien, USA, New Zealand og Sydafrika er de mest fremtrædende. I Argentina, Californien og Australien er man i høj grad begyndt at tage Tempranillodruen til sig. Klimaet disse steder giver druen gode muligheder, og de oversøiske smagsløg passer perfekt til den mørke og fyldige vin med relativt lav syre og tanninindhold. Australien er vel nok det land, hvor Tempranillodruen har haft størst vækst, hvor sorten de sidste 20 år er blevet 10-20-doblet. 

Smagsprofilen 

Vine lavet på Tempranillodruen kan have mange forskellige udtryk alt efter, hvor den dyrkes, og hvorvidt fadlagring har været en del af processen. Kendetegnet for druen er dog en behersket syre og få tanniner, hvorfor netop fadlagring ofte spiller godt sammen med Tempranillodruen. Vinene er generelt mørke og med en mere moderat krydret smag, hvor de klassiske noter er mørke bær og frugter samt lakrids, læder, chokolade og røg. 

Madsammensætningen 

Tempranillo betegnes af mange som en vin, der komplementerer mad rigtig flot. Tapas må siges at være den optimale kompagnon til Tempranillovine, hvor de forskellige skinker, pølser og oste giver det perfekte sammenspil. Man går heller ikke galt i byen ved at sammensætte vine på Tempranillo med retter af oksekød eller lam, hvor specielt simreretter giver den helt rigtige intensitet til vinen. 

DEL DINE VINOPLEVELSER MED DRUEKLUBBEN

Tag #drueklubben på Instagram og Facebook og del dine oplevelser med vin med andre i klubben

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

© Copyright drueklubben.dk 2020
1 lockchevron-down